SINGAPORE 3
letbanen
Vi tager op til en metrostation der hedder Sengkang for at se på letbanen der kører i de grå sløjfer på kortet. I følge Politikens grønspættebog har det ingen interesse for turister.

Jeg forestiller mig at komme til at se en supersporvogn i eget terræn og nogle smarte holdepladser nede på gaden.

Vi skal ikke ned på gaden men en etage op. Vi stempler ikke ud med billetkortet. Letbanen er en integreret del af transportsystemet. Billetterne er fælles. Togene består af en enkelt vogn med ståpladser og plads til ca.50 rejsende. Flere vogne kan kobles på. Toget kører på gummihjul på betonbane, og der er ikke nogen jernhjul til at tage over ligesom på linie 4 i Paris.

Vi kommer i snak med to ansatte ved banen. De opfordrer os til at prøve en tur, det koster ikke noget, siger de, for vi er jo "inde".

Det gør vi så. Turen rundt i sløjfen omkring boligblokkene tager et kvarters tid. Toget er uden fører. Det holder alligevel præcist ved holdepladserne. Vi har fået forklaret, at informationerne til toget ligger/sendes i den hvide plastikbjælke.Toget har aircondition. Jeg har aldrig set noget lignende.

Strømskinnen ses til højre. Der er også styreskinner til vognen i begge sider. Når billedet forekommer grønligt, er det fordi der er fotograferet gennem forruden, der åbenbart har et indbygget solfilter i glasset. Vi er jo i troperne, der er kun 1 grad til Ækvator.

Vores sidste tog i Singapore finder vi i lufthavnen Changi.Den er så stor, at der kører tog mellem terminalerne. Vi har lidt ventetid inden vi skal videre til Phuket i Thailand, så vi kigger på. Det viser sig at være samme type, som vi har set i Sengkang.

Skal du videre med til Thailand og Broen over floden Kwai, så klik her
En anbefaling: Der er selvfølgelig meget andet at se i Singapore end tog, og det har vi da også gjort. Du skal sikkert hen og se Thian Hock Keng Temple. Så vil jeg foreslå dig at gå ind og spise hos Camil Goh, 134 Telok Ayer Street. Restauranten ser ikke ud af noget, men maden er fortræffelig og så billig, at du vil skamme dig.