Le Blanc-Argent 6
-i hvilket kapitel vi kører i modsat retning-
Det er den mest beskedne station vi har set indtil nu, håndværkertilbud ville en ejendomsmægler her til lands annoncere den med. Byggestilen er banens karakteristiske, varehusspor 1. Bagved har vi nogle kornsiloer, synd, at banen ikke har godstransporten. Det nye luksustog stikker lige snuden frem.
Flot er det altså, spritnyt, lige taget i brug i maj 2003. Der er vel omkring 60 siddepladser, fint nok til en lille bane. Flere kornsiloer i baggrunden. Det er ved at være afgangstid. Jeg får lige snuppet et billede af bommene ved vejoverskæringen. Det gik lidt stærkt og med et kamera, jeg ikke er helt fortrolig med.
Der var nogen på stationen alligevel. En "rullekone", eller ledvogterske, skulle jeg vel skrive. Vi sad allerede oppe i toget, og så, håndbetjente bomme. Jeg fyrede et billede af i en fart, beklager, men jeg har ikke set noget lignende siden 1958 hjemme på Rødbyhavnbanen.
Toget kører afsted i en vanvittig fart, nok 80 km./t. Det gynger både til siderne og frem/tilbage. Det er fuldstændig uforsvarlig til det dårlige spor, der leder tanken hen på Nr.Nebel-Nymindegab og Odinekspressen i Tivoli. Ballasten består for det meste af ukrudt med en smule grus til at vokse i. Svellerne ligger nærmest ovenpå jorden. Vi klamrer os til sæderne. Datteren bliver søsyg. Hold da op, hvor har vi det skægt. Gad vide, hvad de franske statsbaner egentlig har tænkt sig, på den ene side et helt nyt luksustog og på den anden side et spor, der i den grad trænger til en omgang. Det ligner noget, der står foran nedlæggelse, og det er synd. De aner ikke hvilken en skat, der ligger lige her.
Interiør fra togets midterparti. Der er et nydeligt toilet i den runde afdeling. I midten er der også plads til cykler ligesom i vores nye S-tog. Rejsende er der ikke mange af, kun os. Vi er lige kørt fra Luçay-le-Mâle. Jeg har set, at lokoføreren fører en liste over antal passagerer fra hver station, akkurat som i gamle dage på Rødbyhavnbanen.
Pludselig lyder der et brøl (togfløjte), der ryster os i vores inderste. Det må kunne høres i mindst 10 km.s omkreds. Årsagen er den ubevogtede overskæring, der ligger en lille kilometer fremme, med den lille holdeplads La Ganterie. Venteskuret der lige anes, ligner noget til et busstoppested. Der er ikke noget stationsskilt.
Vi kommer nu til Chabris, denne gang fra den modsatte side, og oplever igen en togkrydsning, denne gang med et af de nye tog. Dette fortsætter kun til Valençay. Hvad der egentlig fanger mine øjne mere, er det automatiske bomanlæg. Vi nærmer os mere civiliserede egne: der kommer lidt mere grus mellem svellerne.
