Lidt om banens historie og jubilæum:

2.del kan passende starte her på Mittersill station, hvor et gammelt lokomotiv er udstillet. Det brugte vi ventetiden inden hjemturen til at kigge lidt på. Det er ligesom i Lemvig.

Lokomotivet har jeg set som industribyg til  spor H0e   hos Lilliput/Bachmann og  IIm hos LGB, der også har et diesellokomotiv.

Når jeg i det hele taget kom ud at køre med Pinzgaubanen, var det fordi den lige havde haft 100 års jubilæum et par dage i forvejen. Der var fest og ballade i den helt store stil, med nostalgitog, damp og klæ´ ud.  Det østrigske selskab for jernbanebevarelse var også mødt op på hovedbanen med damptog i den helt store stil. Jeg gider ikke køre med nostalgitog, en tur med plantog på en sidebane passer mig bedre, men jeg tog da nogle billeder:

Der er flere billeder fra denne bane under "Østrig", som du finder på hovedsiden. Pinzgaubanen har jeg beskrevet mere udførligt i "BANEN" nr. 40. Oplysningerne om banens historie er hentet fra bogen "Die Pinzgauer Lokalbahn" af Gerald Breitfuss, forlag Club 760.

----------------------------

Den fik nogle ekstra sving op igennem dalen for at strække de 48 km. til 50, så den kunne få statstilskud. Den blev udkonkurreret af bilerne allerede i 1920, men humpede sig alligevel igennem 20´erne, kom til ære og værdighed igen under depressionen og blev sat i stand igen efter et par flodbølger. Anschluss og Kraft-durch-Freude gav mange turister, krigen bragte godstrafik. Efter fredsslutningen i 1955 var den igen i fare for nedlæggelse, sporet og materiellet var helt nedslidt. Fredsslutningen bragte imidlertid også turisterne tilbage, og den lille bane humpede sig igennem 60´erne og 70´erne. I 80´erne var velstanden nået dertil, at ingen længere gad at køre med den rådne bane, nu skulle det være biler. En ny flodbølge ødelagde banelegemet flere steder. En underskriftsindsamling viste med al tydelighed at banen skulle slagtes, omgående.

Bilerne blev ved med at strømme ind i Zell am See, der var slet ikke plads i den lille by til den gennemkørende trafik, spærret inde mellem Schmitterhöhe og søen. For at løse problemet blev der bygget en omkørselsvej i tunnel gennem bjergene bag byen. Nogen fik den geniale idé at lægge stenmaterialet fra tunnelboringen ud i sumpene i Salzachdalen som nye banedæmninger og føre banen nærmere nogle nye bebyggelser, korte lidt af  i de store unødvendige svingninger, lægge kraftigere skinner, flytte alle banens værksteder m.m. ud i forstaden Tischlhäusl ved godsbanegården, lade lillebanen få sækbanegård ved stationens gavl og give hovedbanen et ekstra spor.

Det var virkelig genialt: de sparede en masse penge til bortkørsel af sten fra tunnelboringen, de fik plads i byen, de kom af med den gennemkørende biltrafik, de fik bedre kørselsmuligheder på hovedbanen, de fik bedre mulighed for at få turister til byen, og de fik en forstadsbane med ½ times drift ud til en golfbane. Banen er også i sig selv en turistattraktion af de store. Tænk, om vi havde bevaret bornholmerbanerne. Det er et eksempel til efterfølgelse i stedet for at fare hen og nedlægge, når det mindste kommer på tværs.

(med tilladelse)

Oprettet: 07-02-03 Opdateret:08-02-03 ©Jens Bøtcher