OSOBLAHA 3

Osoblaha, banens hovedstation.

Vores tog er netop ankommet i spor 2. Det er en aldeles nydelig og velholdt station med blomster og bænke, lysstandere opslagstavle om ankomst- og afgangstider. Togene overnatter i Osoblaha. Der er 7 tog i hverdagen, 6 om søn-og helligdage. Første tog afgår fra Osoblaha kl. 04 og sidste tog kl. 19:30. I modsat retning er afgangen fra Třemešná ve Slezsku kl. 05 og sidste tog ankommer i Osoblaha kl.22. Turen tager 46 minutter. Efter sigende er hastigheden 30 km./t., men jeg oplevede da både 40 og næsten 50 km./t., og det var ingen dårlig oplevelse bortset fra de korte skinner.

Varehuset er der stadig, men bliver altså ikke brugt mere. Toiletter findes i den lille træbygning mellem varehuset og stationen, der er åbent, men det bliver ikke benyttet meget.

Til min store overraskelse er der også en pæn lille ventesal, og billetsalget har såmænd åbent.

Der var en halv times ventetid inden tilbageturen, så jeg tog nogle billeder af omløbet.

Ikke engang skiltningen på vognen manglede. Under omløbet lagde jeg mærke til den meget smukke remise og de pæne omgivelser.

Toget afgik til tiden mod Třemešná ve Slezsku, og denne gang var der fyldt godt op i vognen. Under turen var der rejsende der stod af og nye der kom på, og det til trods for, at der stort set ikke er bebyggelse omkring stationerne, ikke engang i Osoblaha. En landsby anes i det fjerne, ca. 1. km borte, og legende børns råb høres i den stille sene eftermiddag. Hvorfor denne bane har fået lov til at leve er en stor gåde. Her kommer ingen (udenlandske) turister, og befolkningsunderlaget er meget beskedent, men skinnerne ligger der, alt er i god stand og med den sparsomme og lette trafik kan banen sagtens holde de næste 50 år.

Et par gode link hvis du vil vide mere:

http://www.markusworldwide.ch/Railways/CzechRepublic/CD/TremesnaOsoblaha/TremesnaOsoblahaGallery1.htm

http://spz.logout.cz/uzke/osob_eng.html

Se også besøget på en lignende bane JHMD

Oprettet: 02-08-04 Opdateret:15-02-07