Jindřichův Hradec
Privatbaner 2
Jindrichohradecke mistni
drahy, a.s.
2. Fra Nová Bystřice til
Jindřichův Hradec
Nová Bystřice viste sig
at være en pæn og velorganiseret by på størrelse med Maribo. Et pænt torv med
forretninger, en stor brugs og et helt nyt kommunebibliotek med
turistinformation på engelsk og tysk. Jeg får noget at spise og drikke og
finder privatbanestationen, intakt og velholdt, men uden ekspedition, som
foretages af togpersonalet.
Der var tid til et kig ind i remisen med smøregrav og vandkran med det hele.
Så kom damptoget. Først skulle der fyldes kul på.
Så skulle lokomotivet køres om til den anden ende af vognstammen. Til glæde for
de toginteresserede slippes damp ud.
Så skulle der lige renses ud, og til ære for journalisten skete det lige uden
for.
Damptoget var sammensat af
ældre tjekkiske statsbanevogne fra århundredeskiftet, og der var propfyldt.
”RESERVERET” stod der alle steder på dørene, som var åbnet, så man ikke kunne
se opslaget. Jeg kom ind i en reserveret vogn og fik tilbudt et hjørne af et
sæde af en schweizisk havebanemand, som jeg snakkede med i de 2 timer toget
kørte.
Jeg fik lige taget et billede af lokomotivfronten ved omløbet, ud af vinduet.
Vognstammen fik jeg ikke ved denne lejlighed, da jeg måtte klamre mig til mit
sæde i det overfyldte tog.
En dejlig, kølig skovstrækning for fuld udblæsning. Sporet er samme slags som jeg har set alle steder: svære, korte socialistiske enhedsskinner, der kan bære en kampvogn.
En station på vejen. Navnet fik jeg ikke fat i, optaget som jeg var af at
snakke havebaner. H.C.Andersen fik sig også en omtale, idet rejsen mindede om hans beskrivelse af en damptogsrejse i 1837,
Undertiden glemte jeg at kigge ud. Billettøren viste sig ikke.
Oprettet: 02-08-04 Opdateret:04-08-04