Jens Bøtcher
Havebanen holder til i Københavnsområdet. Jeg er folkeskolelærer af profession, nu pensioneret. Jeg har min oprindelse i et jernbanemiljø på Lolland, derfra interessen. (Se "Drengetid på en landstation").
Min idé om at lave en dansk havebane startede da jeg var 10 år.
Virkeligheden begyndte i
vinteren 1991 i en alder af 46 år og idégrundlaget var:
1.Stor skala.
2.Det må ikke koste noget, for lærerlønnen rækker ikke.
3.Kun danske modeller.
4.Det skal være så grimt og klodset og egenartet, at ingen vil have lyst til at stjæle det, og samtidig så pænt, at jeg selv kan have
fornøjelse af det.
5.Havens habitus må ikke forandres: haveanlæg og beplantning
skal bestå. Der skal stadig kunne spilles fodbold, og
mulighederne for hunden skal være de samme.
6.Banen må ikke dominere haven.
ad 1. Valget faldt hurtigt på 1:22,5, der er det største alment
tilgængelige købetog i Danmark, og skinnemateriellet blev LGBs,
der har det største udvalg og bedste gensalgsværdi. Jeg havde
ellers forestillet mig selv at fremstille skinnerne, men efter at have afprøvet
forskellige muligheder blev jeg klar over, at hjemmefremstillede skinner var
lige så omkostningstunge som købeskinner, og så , nok ikke engang kunne sælges,
såfremt projektet blev opgivet.
ad2. Jeg må tilstå, at jeg købte et LGB startsæt for at
have noget at måle efter, men jeg har da solgt vognene og transformatoren igen.
Lokomotivet er senere blevet skrællet og løsdelene genbrugt.
Jeg byggede det første karosseri af en gammel inddækning fra taget og brugte,
hvad jeg ellers havde i brokkassen. 1.maj 1992 kunne banen så indvies med to bornholmske
togstammer. Som lærer får man en fantastisk kreativitet i at omskabe værdiløst
materiale til udsøgte ting. Det med udgifterne holdt bare ikke. Især til de
nyeste modeller er der grebet dybt i tegnebogen. Togene er virkelig solide
sager. Selv skinnebussen fra 1991 kører endnu.
ad 3. Siden er det så bare gået derudad , og der er stadig kun
danske modeller på banen.
ad 4. De fleste modeller blev bygget i aluminium. Der er noget
gedigent og et særligt skær over modeller af metal, men jeg må
tilstå, at det er noget nemmere at bygge af plastic, som jeg har
gjort ved de seneste modeller. Som årene er gået, er det ikke grimt og klodset
mere, men derimod nydelige skalamodeller. Jeg har fået en del anmodninger, også
fra udlandet, om arbejdstegninger. Men, stadigvæk, det er egenartet og derfor
ikke til at sælge som hælervarer.
ad 5. Banen blev anlagt rundt om bede, plæner og andre anlæg
som kant, og det lykkedes virkelig at bevare den oprindelige
have. Senere, må jeg tilstå, har nyplantninger så indrettet
sig efter banen. Signaler ol. blev anbragt ved i forvejen
faststående stolper og træer, så det ikke kan skades af dyrene
eller omvendt.
ad 6. Det lykkedes virkelig! Jeg slog selvfølgelig for stort op og opdagede, at
enkelthed er løsningen. En overdækket perronhal, model Aarhus og en kassebro model Lillebæltsbroen
blev nedrevet.. Plastichuse og græssende
plasticbussekøer, boliger. biler og sporvogne er bandlyst. Efter 15 år på
banen er der kommet skalamodeller af stationsbygninger, selvfølgelig hjemmefremstillet i affaldsmateriale, men det gælder
stadig at placeringerne er diskrete, og når man træder ind i haven, vil man ikke
forestille sig, at skinnebussen lige pludselig kommer farende forbi én.
Jeg vil tillade mig at sige, at jeg er tilfreds med resultatet.
En sidste
bemærkning her på siden skal være, at jeg fortryder, at jeg ikke fra starten af
bekostede nogle ordentlige ledninger. Alle disse blandede rage til sig
ledningsstumper holdt ikke i længden. i 2006 efter 14 år blev hele
ledningsnettet renoveret.