RØDBYHAVN - MARIBO, DEL 1

indtil Rødbyhavn st.:

Historien starter egentlig et andet sted i byen, i Lindsgade. Her boede en præstedatter, som har et hjørne af historien. Herom senere. Det er søndag den 9.juni 2002......

I Lindsgade boede der også et postbud, der hed Lind. Gaden var opkaldt efter hans far, der var en af de første beboere her. Lind dukker op lidt senere i historien.

Længere nede boede lærer Nielsen fra Rødby Byskole, og på tværvejen Syltholmsgade i det hvide hus var et ismejeri. Læreren og mælkemand Knudsen er også med, om lidt.

Vi er nede ved havnen, selvom det ikke kan ses, på det sted på digets landside, hvor banelegemet kom igennem diget. På den anden side af diget var i gamle dage, i skibsværftets tid i 20´erne masser af spor. Så sent som i 1958 bogstavelig faldt jeg over en overgroet skinne på havnesiden af diget engang der var besøg af et omrejsende  tivoli. Nu er der ikke spor spor af spor.

Citat fra "Det Lolland-Falsterske Jernbane-Selskab 1874-1924":Den særlige Vanskelighed, som var forbundet med at indføre Jernbanesporet til selve Havnen ved en Gennembrydning af Diget, blev løst på en smuk og praktisk Maade,…. Her ser vi en smuk og praktisk måde: (billede)ha!

Jeg har fundet et kort over havneterrænet som det så ud omkring 1920 for om muligt at lokalisere den overgroede skinne som jeg faldt over i 1958, for der kunne jo være tale om en erindringsforskydning, men nej, det er rigtig nok. Med en pil er vist stedet, lige i nærheden af "den elegante løsning". Kortet er lettere redigeret med farvelægning for overskueligheds skyld. Jeg håber ikke, at jeg har krænket nogen ophavsrettigheder, hvis så er, modtager jeg gerne henvendelse og vil så fjerne kortet igen.

Vi har nu krydset Brovej. I det gule hus boede "Sømandspræsten", en lægmand, der gik på havnen og gav de forvildede søfolk og fiskere et Guds ord med, når de skulle ud til deres gerning.

Vi flyttede ud på Rødbyhavn station i 1957, da min far Julius Rasmussen blev udnævnt til stationsforstander og postekspeditør. Stationshaven har vi til højre. Den er ligeså overgroet nu som dengang, men i 1957 var forklaringen, at stationsforstander Petersen havde været syg i længere tid, og portør Aarslev og afløsningsportør Schellerup havde passet stationsarbejdet så længe. Det var en herlig tumleplads for kvarterets børn, men det fik min far hurtigt sat skik på, hvilket selvfølgelig gik ud over mig. Langs banen var et nøddehegn, så det er klart: der var mange fodgængere langs banen dén vej. Et skilt med passage langs sporet er forbudt blev sat op. Der var ellers så få tog, at det var ganske ufarligt at benytte stien. Stolpen kan ses endnu. Jeg ser min far komme galloperende efter de formastelige for at redde nødderne. Engang kom han rasende op i lejligheden efter at have fået et skud hagl i enden. Jeg respekterede heller ikke skiltet, men kørte gerne den vej, når jeg blev sendt ned på havnen med telegrammer. Der var læssevis af brombær i haven, som min mor solgte til fru Wollesen på hotel RØDBYHAVN. Jeg skulle selvfølgelig plukke dem og bære dem over, i stedet for at rende til stranden med kammeraterne. Anlægsarbejderne på fugleflugtslinien satte heldigvis en stopper for de brombær: det indpumpede,salte opfyldningssand fra havet fik visnet buskene.

Vi er nu fremme ved stationsbygningen, toiletbygningen ses forrest. Bagved har vi tjenesteboligens altan. Der var en ulidelig stank fra pissoiret og lokummerne. Baneterrænet er overgroet af naturlig plantevækst, men vi ser en sti dreje mod os ind i urskoven. Den førte i sin tid over til drejeskiven og remisen. Da Fugleflugtslinien kom i gang, blev den en naturlig genvej tværs over marken til DSB. Nu har stien ligget der i 40 år og retten til at benytte den er hævdvundet. Den kan ingensinde nedlægges.

Klart nok, for ellers skulle man over Fælandsbroen, en god kilometer ekstra. Broen ligger helt oppe bag det grønne motorvejsskilt.

En dag gav min far mig ordre til at hente nogle jernbanesveller og slå bro på stien over en grøft, så det stakkels postbud Lind ikke skulle cykle hele vejen over Fælandsbroen. Det gjorde jeg, og broen ligger der endnu, endda forbedret med kant. Der blev en farlig ballade i byen. De tyske endagsturister fandt hurtigt ud af at komme denne vej, så min far kunne snakke med dem og finde nogle philatelister (frimærkesamlere). Han fik en rigtig god én, som jeg arvede efter min far og havde i mange år. Balladen gik nu på, at de købmænd, der lå først for ved Fælandsbroen gik glip af turisterne, mens de handlende i midtbyen fryede sig. Det var noget uforklarligt for de indfødte, at passage tværs over sporene ved stationen var særdeles tilladt, men langs stationshaven strengt forbudt.

Ideén var nu rigtig nok, for der blev senere bygget en rigtig gangbro i 1.000.000 kroners klassen tværs over bilopmarchspladsen. Nu er de store købmandsgårde og forretningerne bare væk, enten helt forsvundet eller erstattet af konformitetens elendige kæde-købmand, væk er tovværk, gryder potter, pander, fiskeudstyr, gryn og mel i sækkevis, klipfiskene, stabler af store oste,bolsjer i løs vægt og så videre og så videre.
Når jeg ser denne bro kommer jeg i tanke om, at jeg har et par billeder liggende med udsigt over havnesporet. De er taget mellen 1975 og 1987, jeg kan ikke huske helt hvornår. Hvis du vil se disse billeder, kan du lige springe ud i et lille appendix og tilbage igen.appendix

Remisen lå inde i det, der nu er urskov.  Den findes ikke mere. Den var af træ og brændte nogle år efter persontrafikkens ophør (1967). Man kan stadig finde det varft den var bygget på, vi er jo nemlig nede i kote 0. Man føler sig næsten som en arkæolog i Burmas jungle her, hvor vi støder på en stor betonklods. Det er den allersidste rest af drejeskiven.Erindringen vælder ned over mig som et vandfald: Det var her, jeg drønede henover med troljen.Det var her en kold vintermorgen Svenskeren (det er et lokomotiv) med sneplov foran skulle vendes på drejeskiven, der først skulle tømmes for sne af de rejsende. Det var her hver lørdag eftermiddag mor sendte mig over i remisen, når kontorpersonalet var gået hjem, for at kløve jernbanesveller til opfyring i badeværelsesovnen til det ugentlige bad. Remisen rummede mange spændende ting: de hundrede svaler, gammel duft af damplokomotiv, vandhanen jeg tappede vand fra via en haveslange tværs over sporene til haven, de to overnatningsværelser, det ene til buschauffør Frede, der kørte togerstatningen 5-bussen, det andet brugtes undertiden af en af de vilde fiskerdrenge med damer. Det havde en underlig sur-sød lugt, og jeg kunne i min barnlige uvidenhed ikke begribe, hvordan nogen dame kunne gå med ind i den hørm, og hvad skulle de dog derind efter?

Vil du med videre, så klik her. Vil du tilbage til indexsiden, så klik  tilbage til start.