Haderslev Amt Jernbanes kielervogne nr.75 og nr.76

 

Deutsche Werke Kiels motorvogne til HAJ er efter min mening de grimmeste og mest klodsede personmotorvogne der nogensinde har kørt her i landet, men derfor kan man jo godt bygge dem til havebanen. Nr.75 blev bygget i 1924, nr.76 i 1926 og begge vogne blev ophugget allerede i 1939 ved jernbanens lukning. I banens sidste tid kørte de ofte i par, den ene med slukket motor, som reserve. Her på Havebanen kører nr.76  som "dummy", d.v.s. den er ikke udstyret med motor. Motorvognene var fra motorvognenes barndom og levede slet ikke op til de forventninger man havde.

Fakta om forlægget: Deutsche Werke Kiel, Mercedes benzinmotor, 100 HK. 1200 omdr. mekanisk transmission, 4 frem gear og 1 reversibelt, akselafstand 8,55 m + 1.55 m, længde over puffer 13.2 m, tjenestevægt 15 t. 42 siddepladser på 3.kls. Maximal hastighed 45 km/t.

Fakta om modelbygningen: der er anvendt en 11cm. kabelkasse til karosseri. Materialet er let at udskære vinduer i, men det er kun 1½ mm tykt og kræver derfor afstivning hist og her. Tag af aluminium da plasticet ikke er særlig bøjeligt. Lys og baglys med skift i kørselsretningen. Som hjul er anvendt LGBs lokomotivhjul, og de er for store, selv LGBs vognhjul er ikke små nok. Jeg har alligevel valgt lokomotivhjulene, da jeg bruger en LGB motorblok. Det har ikke den store betydning, da det meste af hjulene alligevejl ikke kan ses. Hele legen går som sædvanlig ud på at anvende billige eller gratis materialer, så banerømmeren er en bærsigte fra Netto. Båt-hornet blev lidt for stort og består af bl.a. en juleklokke fra Panduro; der kan sikkert købes 4 bedre et sted i verden. Det viste sig, at det  var nødvendigt at hæve vognkassen en lille centimeter af hensyn til skifteblokken på sporskifterne, ellers ville banerømmeren skrabe imod. Et andet problem er LGB koblingerne: de er ikke model af noget som helst, de er store, grimme og klodsede og medfører problemer med at anbringe banerømmeren. Jeg har fortrudt, at jeg monterede LGBs koblinger, for da jeg måtte hæve vognkassen en lille centimeter passede disse jo ikke længere i højden. Derfor har jeg måttet lave en bøjle for at kunne efterhænge en godsvogn. Hvad jeg troede ville være en nem lille opgave viste sig at volde betydelige problemer: den indsnævrede front er svær at få lige og der er dårlig plads til at bogien kan svinge, i hvert fald på 60 cm kurve. Det buede for og bagstykke på taget er heller ikke ligetil. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok bygge det hele i aluminium. De lodretstående køleaggregater på taget øger højden med 2 cm og kan blive et problem såfremt der skal en bro over sporet. Bortset fra dét kører vogntoget udmærket, og det har en god størrelse til "æ kringelbahn". Den oprindelige farve kendes ikke i litteraturen bortset fra "gul" og "rød". Jeg har anvendt Humbrol rød glossy19, gul 69,brun matt 62 og sort matt 33. Nærmere oplysninger kan indhentes pr. e-mail, adresse på forsiden.

tilbage til MENU


Oprettet: 26-10-00 Opdateret: 08-09-08