CUBA 2

HAVANAS OMEGN OG MURPHEYS LOV

en rigtig møg-dag

Det er lørdag d.8.marts 2008. Alting er gået galt og mere vil følge. I går fik jeg stjålet min ekskursionsrygsæk med dagbogsnotater for den første uge, landkort, computerudskrifter hjemmefra angående tog-udflugtsmål og omtrentlige tog-køretider, så jeg måtte købe mig tid på hotellets internetadgang og sidde og rode efter de sider jeg havde fundet hjemme. Der var selvfølgelig ingen printer, så alt skulle håndskrives. Her til morgen er den planlagte badetur til Cayo Levisa pludselig aflyst på grund af dårligt vejr. På grund af min tidligere lærer-profession er jeg vant til at have nogle reserveplaner, så plan "B" sættes i værk. Murpheys lov: hvis noget kan gå galt, så sker det.

Vi kører over til Estación Casablanca på den anden side af Havana-bugten for at få en tur til Matanzas med den gamle elektriske bane og Brill-motorvognen fra 1920, der menes at have kørt som sporvogn i Cienfuegos. Afgangstiden har jeg nogenlunde i hukommelsen.

Der er bare ikke noget tog, hvilket nogle dagdrivere bekræfter os i. Det ser ellers sådan ud i planen hjemmefra:

(Dagen efter gik vi hen på centralstationen for at høre nærmere, og fik den besked at toget kørte kl.8 og kl.12. Det passede bare ikke. Vi mødte op igen om mandagen og om tirsdagen. Stadig ikke noget tog. En nærmere inspektion af stedet viste at skinnerne ikke havde været brugt i et stykke tid. Et lille håndskrevet papskilt på størrelse med en cigaretpakke i vinduet meddelte "hay no tren", =der er ikke noget tog. En rengøringskone i det længe ubenyttede billetkontor kunne fortælle, at toget var gået i stykker. Der var ellers strøm på køreledningen.) Der er simpelthen ikke nogen der har overblik over noget som helst. Ingen turistinformationskontorer, ingen trykte køreplaner, intet overblik i centralstationens informationskontor, ingen ophængte køreplaner dér. Halvt skjult fandt vi et håndmalet skilt i vinduet om tirsdagen i Casablanca.

Så blev det plan "C". Vi hyrer en Lada-taxa for resten af dagen og kører ud i omegnen for at finde de tog-steder, jeg har fundet på internettet. Første stop var Rincon, hvor der skulle findes et veteran damptog 4 gange daglig, men nej. Chaufføren er ikke kendt i området og forstår ikke, hvad vi er ude på, så vi bilder ham ind, at jeg laver en reportage for et tidsskrift. Næste stop Boyeros.

Der er nogle blanke skinner, der vidner om at de bliver brugt. En køreplan i ventesalen fortæller os, at vi kan vente resten af dagen, hvis vi vil se et tog. En ansat, den eneste, der er ved at feje, kender ikke noget til damptog. En motortrolje kommer forbi i det samme. Det var så det.

I mangel af noget bedre: et billede af jernbaneoverskæringen og den ene af to stationsbygninger, en på hver sin side af vejen. Nogen kan fortælle, at der foregår noget i Bejucal, hvilket stemmer med oplysningerne fra internettet: nogle mekanikere er ved at restaurere to maskiner, der skal køre veterantog. Så til Bejucal!

Cuba var det første sted i Amerika, der fik jernbane, 1837, og den gik netop til Bejucal. Stationsbygningen her er dog yngre. Sporet ved stationen er rustent. Lidt derfra findes et blankt spor men ingen perron. Bygningen er lukket og slukket. Nogle store drenge der hænger omkring kan fortælle, at der er togmuseum i bygningen, men der er kun åbent om mandagen, hvilket bekræftes af et lille skilt i vinduet. Videre! Næste stop er Lenin-park, hvor der skal findes en pioner-jernbane, men den kører kun i week-enden.

En lille kilometer før Lenin-park kommer vi forbi en lille station, Gral Peraza, med blanke skinner. Der er ingen hjemme, men i betragtning af dagens magre udbytte, et foto.

Så er vi nået til Lenin-park på det sted, der i følge kortet skulle være omstigning fra normalsporstoget og pionerbanen. Smalsporet 750mm er blankt, normalsporet bagved er rustent. I bygningen er en restaurant der har én ret: sortbranket grisekød. Vi spørger, hvornår toget kører og får svar: det kører om lidt, hele tiden, måske, somme tider, mañana...

Efter at have ventet en time giver vi op, der sker ingenting. Vi får chaufføren til at køre parken rundt på jagt efter toget. Vi finder det ikke. I den anden ende af parken ser vi nogle gamle togvogne skjult bag nogle træer, utilgængeligt for et foto. Parken virker i øvrigt noget øde. Et tarveligt tivoli minder om DDR 1965. Vi advares om at gå alene ud i parken, selvom vi har hørt, at der ikke findes kriminalitet på Cuba. Vi ser politi  køre rundt i parken. Vi giver op og fortsætter videre til Mariano, hvor der i en nedlagt sukkerfabrik  skal findes hele 3 gamle lokomotiver foruden et lille bitte et der kører på 150 meter 15" spor og kan medbringe 12 passagerer i 2 vogne, hver 2 meter lange.

Det gjorde der så bare ikke, kun ét, og det var spærret inde bag en høj trådindhegning med vagter og aldeles ingen adgang trods vore bønner og mere til.                                                 (Efter hjemkomsten til Danmark og et nærmere studium af den hjemmeside, der har lokket os herud, ser jeg, at siden er 4 år gammel. Links, side 4). Vi giver op og sætter kurs mod Havana for at få noget at spise. Der er heller ikke mere tog at køre efter.

På vej mod Havana kommer vi forbi Ciénaga og får øje på noget. Chaufføren ved godt, at der her er et klargøringscenter for tog, men han har ikke sagt noget. Vi stiger ud og tager nogle billeder.

Et diesellokomotiv rangerer forbi. Jeg når at læse, at det er fremstillet i Kina.

Nogle gamle vogne findes henstillet.

Løsgående får og geder græsser.

Her er endda udrangerede tyske skinnebusser. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi herhjemme har solgt brugt togmateriel billigt til nogle stater, der ikke er os venligt stemt. Jeg må også konstatere, at Tyskland, Frankrig, Holland og Canada ikke blot med togmateriel men også mange andre varer, bl.a. levnedsmidler, er godt i gang med at etablere sig på det cubanske marked.

Det blev en dag der var spildt, hvad der angår tog. Når jeg tænker tilbage, var der dog mange andre oplevelser på denne tur, som denne beretning ikke kommer ind på. Jeg var derude, hvor det ikke er meningen at turisterne skal komme. Meget ser ud som for 50 år siden: gaderne i de små byer har ingen vejbelægning men jord, der er telefonledning på stolper, der kører næsten ingen biler, men hestevogne med små magre krikker, og mange huse har ikke set en håndværker siden revolutionen. Det er også rart at se, hvor afslappet folk arbejder, men noget frustrerende, når vi er vant til at stresse af sted og vi har så kort til til at opleve.

Næste side foregår i Havanas gamle bydel. Vi skal ned på jernbanestationen. Vil du med, så klik her.