BANGKOK 2
Vi skal ud og kigge på Skytrain og metroen. Det er to moderne transportsystemer der er helt uafhængige af hinanden. De har ikke engang fælles billetter. Metrostationerne er meget diskrete og svære at få øje på. Skytrain er mere synlig, da den kører hævet over gaden på en betonbro. Vores nærmeste skytrain station er Asok. Der skulle også være en metrostation lige i nærheden. Vi fandt den dagen efter, den er ovre ved de blå og røde striber på billedet.

Havde vi taget metroen havde billedet set sådan ud:

Der bygges på livet løs. Udsigt fra hotel Rembrandt med skytrain i midten.

Nogle billeder af Skytrain. Togene er kortere end forventet, men de kører hyppigt og har en dejlig aircondition og grimme reklamer på siden.



Siam stationen synes jeg er den mest spændende lige nu. De to linier mødes her med omstigningsmulighed. De kører ikke på samme spor men derimod i to etager. Jeg havde faktisk tænkt på noget lignende til min havebane længe inden jeg overhovedet havde hørt om Skytrain.

Samme station set fra gaden samme aften.

På listen er der tre statsbanestationer endnu, der skal kigges nærmere på- Der er Wongwian i Thonburibydelen. Det ser ud til at være en lokal-banegård, og politikens kort antyder, at banen peger mod Samut Sakhon, som Politikens rejsebog ikke nævner noget om. Så er der Thon Buri, på dansk også kaldet sydbanegården, på vestsiden af Chao-floden ved flodbusanløbsstedet "Railway". I følge statsbanens køreplan har denne station 2 daglige afgange til Kwai-broen. Endelig er der Makkasan-banegården, som vi har passeret i taxa, da vi kørte fra lufthavnen til vort hotel i Sukhumvit. Den er i følge Politikens kort betydelig. Vi kaster os ud i det og starter med Thon Buri og alle de seværdigheder, der ligger i nærheden af floden. Wongwian og Makkasan gemmer vi så til den aller sidste dag, hvor vi har taxaen til rådighed. Railway anløbsbro:

Her har vi den så Thon Buri, sydbanegården.

En større overraskelse venter. Skinnerne er væk og har tilsyneladende været det længe at se på plantevæksten. Der sidder nogle jernbanefolk inde på stationen. Jeg spørger, hvor toget er? De peger ud ad terrænet og siger en km. Det var da heldigt, at vi bestilte guided tur til Kwai-broen, ellers havde vi tabt en dag. Vi opgiver. Vi har ikke tid til at rende efter det. Der er andet i Bangkok end gamle banegårde.

Skal du med ud og se noget mere, så klik
Oprettet: 08-06-06 Opdateret:08-06-06